Fra slam til dam

I 1985 købte jeg en mindre landejendom i Nordsjælland. Her var et lille hul, som på tegningerne var markeret som mergelgrav. Rundt om dette hul lavede jeg en mindre fold, som i årenes løb blev brugt til grise, vildsvin, ænder, gæs, kalkuner og høns - dog ikke på samme tid.

Før min tid, havde hullet været meget større og brugt til opfyldning af jord fra naboen, som i øvrigt ynder at fortælle mig hvor stort og smukt hullet var inden han fyldte jord i. Desuden havde det været brugt som spildevandsafløb, dels fra ejendommen selv og dels fra en anden naboejendom. Senere brugte den tidligere ejer hullet som losseplads, hvilket jo desværre var kutyme førhen.

Hullet havde det med at tørre helt ud på varme somre og løbe over på våde vintre. Det var jeg lidt træt af, så da jeg var færdig med at holde dyr lige der, fik jeg en rendegraver til at tage en runde for at gøre hullet så dybt, at det kunne holde vand, selv om vinteren.

Under dette arbejde opstod idéen til en egentlig dam og 14 dage efter første udgravning, kom rendegraveren igen sammen med en traktor påhængt den bageste del af en overskåret lastbil. Og så blev der gravet. Vi stoppede da lossepladsaktiviteterne begyndte at vise sig i form af svinghjul fra en vaskemaskine, gipsplader med mere. 12-15 læs blev det vel til. Det endte med næsten cirkelformet hul med en diameter på ca. 13 m og en maximum dybde på ca. 150 cm, i alt vel godt 100 kubikmeter

Så byggede jeg en platform, brygge hedder det vist i denne sammenhæng, stor nok til at kunne rumme et havebord og fire stole, samt plads til at stå og betragte fiskene - det er virkelig guld værd at kunne komme ud over vandet i den forbindelse, og fiskene vil gerne stå under sådan en platform om sommeren.

Så blev der fyldt vand i, direkte uden brug af folie. Målet var at det skulle være en naturdam med så få kunstindgreb som muligt. Og så var vi bange for, at gasserne fra bunden ville få dugen til at rejse sig som en hval midt i dammen - det blev selvfølgelig det rene muddervand.

Vi kontaktede diverse eksperter som sagde alt muligt. Vær i øvrigt forberedt på det - der er et hav, undskyld udtrykket, af velmenende folk derude, som alle mener at have patent på sandheden omkring havedamme. Og det kan godt være endog meget forvirrende, især som nybegynder, at blive overøst med alverdens, desværre ofte modstridende informationer om dette og hint. Nå pyt, bare man ved det så kan man altid trække en god portion fra, lægge resten sammen, tage et gennemsnit, holde det op mod ens egen sunde fornuft, prøve resultatet i praksis, se hvad der sker og drage sine egne erfaringer på den baggrund. Viden bygget på praktiske erfaringer fås ikke bedre, så hvis man kan få råd af folk med den slags erfaringer skal de helt sikkert vægtes ekstra.

Vi kom frem til, at der skulle masser af planter i, skabes cirkulation og bygges et rodzoneanlæg. Nu var idéen, som sagt, at det hele skulle være så naturligt som muligt så det var lidt modstræbende, at vi måtte investere i en pumpe med tilhørende luftdyse der kunne sende en flot stråle i en bue op over vandet og langs med bredden, så meget det nu kan lade sig gøre i et rundt hul, og ned i en form for rodzoneanlæg jeg byggede som en kunstigt ø på bunden af to store omvendte firkantede plastikkar. Det blev vel til i alt en god kvadratmeter. Nu havde vi både rodzoneanlæg og cirkulation.

Og så lavede vi en kæmpe fejl. Vi hentede nemlig planter i naboernes vandhuller - flotte gule iris, vandpest og andet godt. Gør det aldrig - tilfør aldrig dit vandhul noget du ikke har kontrol over. Ellers er der dømt problemer i forbindelse med alt muligt, men primært parasitter som igler, karpelus og andre kedelige gæster. I værste fald fiskeæg fra arter man ikke lige havde tænkt sig at huse. Så moralen er, køb alle dine planter og fisk et sted hvor du har tillid til, at alt er i orden så du undgår at indføre uønskede ting som sygdomme og parasitter i din dam.

Det skete selvfølgelig for os, så et år efter anlæg af dammen, havde vi problemer med store sår på nogle af vores guldfisk. En nærmere undersøgelse viste, at vi havde indslæbt op imod 10 forskellige former for parasitter, blandt andet de før nævnte. En kostbar kur har nu forhåbentlig klaret problemet i lang tid. Man kan aldrig helt gardere sig, ænder kan f.eks. have ting og sager med i bagagen når de gæster ens dam. Nogen siger, at man delvist kan forebygge biologisk ved udsættelse af Solaborre, som blandt andet spiser karpelus, men de tager også æg og fiskeyngel, dog ikke dem alle hvis der er gemmesteder nok. Andre siger at de har set solaborrer med karbelus på ryggen, så det er vel bare at prøve hvis man har lyst.

Desværre kostede kuren også de svageste af vores fisk livet, heldigvis var det ikke så mange. Det er utroligt vigtig at man ved nøjagtigt hvor meget vand man har i sin dam, når man skal dosere diverse medicin. Enkelte af de tabte fisk kunne måske have været undgået da jeg sandsynligvis har overvurderet rumindholdet i dammen. Vær i øvrigt opmærksom på, at stør kun meget dårligt tåler den slags kure, vi måtte tage vores op da de begyndte at vende bugen i vejret kort efter medikamenterne var tilsat.

Vær i det hele taget klar med modtræk i samme øjeblik dine fisk viser de mindste tegn på unormal adfærd i forbindelse med en behandling. Det kan være en form for modgift, hurtigt udskiftning af vand, optagning af fisk, ekstra luft og så videre. Det er bestemt ikke uden risiko at medicinere en hel dam på én gang. Faktisk bør man nøje overveje,om det i det hele taget er værd at løbe den. Set i bakspejlet, havde vi helt sikkert ikke gjort det, i hvert fald ikke på dette tidspunkt hvor sygdomstilfældende absolut måtte siges at være meget begrænsede.

Nå, udover at hente planter rundt omkring, købte vi også nogle. Og så skulle der selvfølgelig fisk i. Vi startede med nogle guldfisk, for hvis de kunne klare den, kunne alle fisk klare den - fik vi at vide altså. Det skal lige bemærkes, at det i store træk kun var vores guldfisk som havde sår og ligefrem døde af dem, men der er som sagt, ting man selv skal lære. Vi fulgte op med emder, men desværre så vi aldrig en fisk. Så vi købte nogle flere emder og nogle flere guldfisk - samme resultat, det sidste vi så til dem, var da de forlod plastikposen efter endt tilpasning til vores vand.

I virkeligheden havde vi bare ikke tålmodighed nok. Det er en helt normal adfærd, at fisk holder sig fra overfladen et stykke tid efter at være sat ud. Men pludselig, efter nogle uger, begyndte vi at se fisk - hvilket under. Så kunne vi ellers købe flere fisk af forskellig slags. Koi karper måtte vi have. Og stør, køb dem aldrig under 30 cm hvis de skal i damme med trådalger, støren kan ikke bakke og bliver derfor fanget i algerne med den visse død til følge - det vidste vi desværre heller ikke, men var heldige at en ud af to alligevel klarede den første vinter.

Stør er lidt besværlige på flere områder, de skal f.eks. vinterfodres siger mange. På den anden side må de andre fisk ikke spise under en temperatur på 5-12 grader - vælg selv alt efter kilde og temperament - det kan de dø af fordi de ikke kan fordøje ved lave temperaturer. Vi undlod at fodre på den baggrund - og mistede som sagt én, men det er min overbevisning, at det var på grund af trådalger. Den overlevende så ikke ud til at have manglet noget over vinteren, dens foderstand var i hvert fald pæn.

Så fulgte mange andre fisk, guldskaller, sølvkarper (som spiser svævealger), næsefisk (blev de kaldt - har aldrig kunnet finde noget om dem) og flere koi med videre.

Efter kort tid opstod der problemer med alger, så fandt vi ud af at halm skulle være godt. Et læs halm var for nogle år siden væltet i en mose fyldt med alger i England og nogen tid efter var algerne væk. Det var de ikke i vores hul. Efter at et par knepper halm havde svømmet rundt i nogen tid, havde vi snarere fået grøntsuppe ud af det. Fat i en ny ekspert, som hævdede at et ozonanlæg skulle have mange fortræffeligheder, blandt andet, at det dræber alger og oven i købet fjerner den brune farve i vandet fra humus, som især kommer i damme, hvor vandet har direkte kontakt til jord, det var vi også meget plaget af. Desuden giver ozonen et mere stabilt miljø og skulle faktisk også virke hæmmende på vira og bakterier. Senere har jeg også ladet mig fortælle, at ozonen kan nedbryde is, det er jo rart, især om vinteren - hvis det altså passer.

Det blev så til en ny investering, denne gang på 3500 kr. Måske jeg lige her skal sige, at man skal være forberedt på, at en havedam koster mange penge, flere end man lige forestiller sig. Og det gælder både til anlæg og daglig drift. Vores har nu på et år f.eks. kostet omkring 30.000 kr. Jeg siger det bare, så man ikke går hen og fortryder midt i det hele. Havde vi vidst det på forhånd, havde vi i hvert fald tænkt os om en ekstra gang. Men når det så er sagt, skal det også siges, at vores dam er kilde til nærmest uendelig topunderholdning, der stjæler alt den tid vi kan tillade os at afse til den - og lidt mere.